CoE Starter Kit var et godt svar på et reelt problem. Men Microsoft stoppede udviklingen af det i februar 2026, og at bygge sin Power Platform-styring videre på et værktøj, ingen vedligeholder, er at vælge en blind vej. Det store spørgsmål er, hvad man sætter i stedet.
Hvad CoE Starter Kit var - og hvorfor det føltes rigtigt
Center of Excellence (CoE) Starter Kit var Microsofts gratis samling af apps, flows og dashboards til at få overblik over Power Platform: hvilke miljøer findes, hvem bygger hvad, hvilke apps og flows kører, og hvor der mangler styring. For mange organisationer var det første gang, nogen overhovedet kunne se det hele samlet. Det var bygget på Power Platform selv, det kostede ikke noget ekstra, og det gav et ægte overblik, hvor der før var gætteri.
Det er værd at holde fast i, at CoE løste et reelt problem. Kritikken her er ikke, at kittet var dårligt. Den er, at tiden er løbet fra det - og at mange stadig behandler det som deres governance-fundament, længe efter at Microsoft selv er gået videre.
Februar 2026: Microsoft stoppede udviklingen
I februar 2026 stoppede Microsoft udviklingen af CoE Starter Kit. Det er ikke fjernet - det kører stadig i rigtig mange tenants - men der kommer ikke nye funktioner, og det bliver ikke holdt i trit med platformen. Microsofts anbefaling er nu Power Platform-admincenteret (PPAC), hvor en voksende del af styringen flytter ind som en del af produktet i stedet for som et DIY-kit, kunden selv skal installere og passe.
Det er en fornuftig retning fra Microsofts side. Governance, der sidder i produktet, er mere robust end governance, der afhænger af, at nogen husker at opdatere en samling flows. Men det efterlader alle, der kørte CoE, med et valg, de ofte ikke har truffet bevidst: bliver vi på en stillestående model, eller flytter vi?
Hvorfor en stillestående model er en blind vej
En styringsmodel skal gøre tre ting: vise den aktuelle tilstand, pege på det, der er galt, og gøre det muligt at handle. Et stillestående kit svigter på det første. Power Platform flytter sig hele tiden - nye connectortyper, desktop-flows, og senest Copilot Studio-agenter, som medarbejdere selv bygger. En model, der ikke bliver opdateret, ser ikke det nye. Den viser et billede af den platform, man havde i begyndelsen af 2026, ikke den, man har nu.
Og det er præcis det nye, der bærer risikoen. En Copilot Studio-agent kan svare brugere ud fra kilder, ingen har gennemgået. En connector kan koble virksomhedsdata sammen med en privat konto. Hvis styringsmodellen ikke engang kan se agenten eller connectoren, giver den en falsk tryghed. Dashboardet er grønt, men det kigger det forkerte sted hen.
Dertil kommer det lavpraktiske: et DIY-kit skal driftes. Nogen skal eje de underliggende flows, holde øje med, at de kører, og rette dem, når en ændring i platformen får noget til at gå i stykker. Det arbejde var allerede svært at få prioriteret, da kittet var aktivt. Når det står stille, bliver det reelt umuligt at forsvare.
Admincenteret er bedre - men det stopper et sted
Det oplagte svar er at følge Microsoft over i admincenteret, og for de fleste er det det rigtige første skridt. PPAC ejer policy- og håndhævelsesplanet: DLP-politikker, Managed Environments, hvem der må bygge hvad. Det ligger hos Microsoft, og det skal man ikke prøve at genopfinde.
Men admincenteret ser Power Platform isoleret. Det fortæller dig, at en app findes, og at en connector er i brug. Det fortæller dig ikke, hvilke SharePoint-sites, teams og ejere appen og connectoren faktisk rører. Og det er dét, der afgør, om en risiko er teoretisk eller konkret. En app med bred deling lyder abstrakt - lige indtil man opdager, at den henter fra HR-sitet.
Det er her, den rene Power Platform-tilgang kommer til kort. Power Platform lever ikke i et vakuum - den lever oven på M365. En styringsmodel, der kun kigger på apps og flows, misser halvdelen af billedet: forbindelsen ud til det indhold og de mennesker, ressourcerne rører.
Hvad man gør i stedet
Tag udgangspunkt i, hvad en moderne styringsmodel skal kunne, og lad værktøjerne følge efter - ikke omvendt. I praksis betyder det tre ting:
- Byg på noget, der vedligeholdes. Læg håndhævelsen - DLP, Managed Environments, maker-controls - der, hvor Microsoft selv udvikler den. Ikke på et kit, der stod stille i februar 2026.
- Bind Power Platform sammen med M365. Et overblik er kun halvt, hvis det ikke viser, hvilke sites, teams og ejere en app, et flow eller en agent faktisk rører. Det er koblingen, der gør en risiko konkret nok til at prioritere.
- Gør det til drift, ikke et projekt. Ejere skal gen-bekræfte ansvaret med jævne mellemrum, fundene skal gennemgås i en fast kadence, og listen skal vise den aktuelle tilstand - ikke et øjebliksbillede fra sidste kvartal.
Det tekniske kan løses med værktøjer, og vi bruger selv vores eget, MOCA365, til at trække billedet ud af en tenant og holde øje med fundene - det er motoren under vores ydelse Power Platform Governance. Men værktøjet er ikke pointen. Det afgørende er, at nogen tager ejerskab af modellen: beslutter, hvordan miljøerne er inddelt, hvem der må bygge hvad, hvordan agent-adgang styres, og hvad der sker, når en ejer forlader organisationen. Et værktøj kan vise, hvordan det ser ud, men det træffer ikke beslutningerne for jer.
Governance for Power Platform er ikke en projektfase, man afslutter - det er noget, man sætter op og vedligeholder. Vælger man ikke bevidst, hvordan man gør det, har man i praksis valgt at blive på et stillestående kit.
Kører I stadig på CoE Starter Kit - eller er I ikke sikre på, hvad der egentlig lever i jeres Power Platform? Book et sparringsmøde, så ser vi på, hvor jeres styring står, og hvad en model, der følger med, bør tage fat på først. Book et sparringsmøde.